Vi puster ud...

Så glad ser man ud, når man har overstået en tur ved øre-, næse- og halslægen. Mutti bag kameraet smilede om muligt endnu mere. Mine bekymringer over at Gustav skulle i fuld narkose for at få brændt nogle blodkar i næsen var helt ubegrundede. Han var så sej (en helt objektiv betragtning naturligvis) og var helt tryg ved situationen. De var simpelthen så søde på klinikken og var virkelig gode til at skabe kontakt - især var isbjørnen Theo populær. Det var vist kun mig, der var utryg ved situationen og havde brug for en bamse at knuge. Det tog under en halv time, og han var ikke ked eller utilpas, da han vågnede. Nu skal vi så bare lige have Gustav til at holde sig nogenlunde i ro de næste 5-6 dage (mission impossible), og så krydser vi fingre for, at vi aldrig mere skal vågne op om natten med en dreng, sengetøj og bamser, der er indsmurt i blod.
Mens vi var afsted blev Magnus passet ved bedstemor og bedstefar, så han var blevet forkælet i vildskab, og var meget begejstret for sin bror, som havde charmet sig til både bamse, tyggegummi og ballon til brormand.